Ny uddannelse: ´Den regenerative leder’
Er du klar til at bringe dig selv og din organisation til næste niveau af indre og ydre bæredygtighed? Jeg har skabt uddannelsen ’Den regenerative leder’ for dig, som ønsker at tage lederskab for at sætte sundhed og trivsel for mennesker og natur i centrum af organisationens DNA, samtidig med at du sikrer en mere fremtidsholdbar og robust organisation. I dette nyhedsbrev kan du læse mere om baggrunden for og indholdet på uddannelsen.
Regenerativ ledelse kort fortalt
Begrebet ’regenerativ’ kender vi fra biologien. Her beskriver det egenskaber i organismer og miljøer, som f.eks. er i stand til at genopbygge og genskabe sårede eller tabte kropsdele og beskadiget miljøer, som nedbrændte skove og græsningsarealer. Ligeledes skaber den regenerative leder betingelser for opbygning af liv for både mennesker og naturlige økosystemer, ved at integrere naturens egen intelligens og principper ind organisationen. Det regenerative paradigme adskiller sig altså fra det traditionelle bæredygtige paradigme ved ikke blot at have fokus på at minimere eller neutralisere skaderne ved vores handlinger, men samtidig aktivt arbejde for at genopbygge og genskabe sundhed og trivsel for alt det liv vi er afhængige af og forbundet med.
Jeg plejer at sige, at vi kan lære alt, hvad vi har brug for at vide om bæredygtighed direkte fra naturen. Hvis vi kigger dybt nok, så kan vi f.eks. se hvordan naturen opbygger robuste og tilpasningsdygtige livsformer og systemer, som vi kan overføre til vores menneskabte organisationer og de løsninger, vi skaber som svar på tidens bæredygtighedskriser. Naturen kan også lære os, hvordan vi kan vækste på måder, som udelukkende skaber positive betingelser for livet omkring os. Den kan lære os om organisering og samarbejde. Vi kan lære hvordan vi ser muligheder i selv de mest udfordrende tider, hvor udefrakommende forandringer kan ryste os personligt og på organisatorisk niveau og meget meget mere.
Væren, tænkning og handling; de tre niveauer i regenerativ ledelse
Regenerativ ledelse gøres dog ikke alene ved at intellektuelt at forstå naturens principper og hvordan vi integrerer dem i organisationer. Det er selvfølgelig vigtigt, at vi får en intellektuel forståelse af og et sprog for naturens principper samt bliver præsenteret for inspirerende eksempler på, hvordan vi kan oversætte det ind i en organisation, men det er langt fra tilstrækkeligt. En leder som ønsker at skabe en transition til det regenerative paradigme, må integrere naturen og dens intelligens i sin væren, tænkning og handlen.
Væren
Essensen af regenerativ ledelse handler om vores indre tilstand og kvaliteten af vores væren og bevidsthed. Den tilstand vi er i styrer vores tænkning, den måde vi anskuer og møder verden omkring os på, og dermed også vores handlinger og de løsninger vi skaber. Derfor er det afgørende, at vi kontinuerligt træner vore evne til at forblive rolige og nærværende, også når vi er under pres samt kultiverer vores bevidsthed eller følelse af at være forbundet med andre mennesker og resten af livet (naturen). Når vi er har en oplevelse af at være forbundet med livet omkring os, så har vi en indbygget motivation for at sætte sundhed og trivsel for mennesker og natur i centrum af alt hvad vi gør. Denne tilstand er kun mulig for os, når vi er nærværende og har indre ro. For at få adgang til den del af vores hjerne, som gør det muligt for os at tænke og handle helhedsorienteret, kreativt og innovativt har vi også brug for et roligt nervesystem. Kort sagt, så får vi adgang til de kvaliteter, ressourcer og evner, som er helt afgørende for at skabe organisationer, der er regenerative indadtil og udadtil, når vi styrker vores evne til at bevare roen og nærværet i alle situationer og kultiverer vores evne til at føle os forbundet med resten af livet. Det kan vi alle lære, men det kræver kontinuerlig træning for langt de fleste af os.
Tænkning
Når vi får en bevidsthed om, og en følelse af, at vi rent faktisk er en del af og forbundet med alt det liv der omgiver os, så ændrer det ofte vores oplevelse af os selv samt vores værdier og vores forståelse for vores rolle i livet. Det har jeg oplevet adskillige gange, når jeg har faciliteret længerevarende forløb med forskellige nærværs-praksisser og andre øvelser i naturen. Den regenerative leder har imidlertid brug for også at få et mentalt sprog for denne forbundethed, og ikke mindst for hvordan levende komplekse systemer opererer, og hvordan vi kan skabe positive forandringer i disse systemer, som vi samtidig er en del af. At lære at tænke systemisk, dvs. tænke i helheder, relationer, synteser og cirkulære sammenhænge er en vigtig forudsætning for at kunne formidle og integrere de organisatoriske forandringer, som er nødvendige, hvis man skal skabe en organisation, som er regenerativ både indadtil og udadtil. Handling
Det siger sig selv at vores handlinger er afgørende for at skabe den transformation, som vi har brug for nu og i de kommende år. Videnskaben fortæller os, at vi har det næste årti til at bøje kurven for DHG-emissioner, hvis vi skal undgå de mest katastrofale konsekvenser af klimaforandringerne. Dertil kommer biodiversitetskrisen, luftforurening, jordforurening, plastik i havene, forurening af regnvand og ikke mindst en stress-epidemi. Der er ingen tvivl om, at vi har travlt, og en del mennesker argumenterer da også for, at vi ikke tid til at tage os af vores indre tilstand og mindset, men udelukkende må koncentrere os om at skabe og implementere konkrete løsninger. Som jeg ser det, så er det en fatal fejl. Hvis vi ikke sideløbende med handling tager os af vores værens-tilstand og vores tænkning, så kommer vi alt for nemt til at skabe løsninger, som er fragmenterede og afkoblet livets principper for bæredygtigt liv. Vi kommer dermed til at løse ét problem samtidig med at vi skaber nye problemer andre steder. Det har hverken vi eller naturen råd eller tid til mere. I jagten på bæredygtige løsninger har vi desværre alt for ofte set eksempler på det. Vi må adressere roden til de sammenhængende kriser vi står i, som netop udspringer af vores indre tilstand og tænkning.
Uddannelsen ‘Den regenerative leder’
I Danmark er det regenerative felt stadig forholdsvist lille. Flere og flere taler om det, men det er endnu kun en lille håndfuld progressive ledere samt nogle enkelte fremsynede konsulenter, der indtil videre bærer den regenerative tilgang frem på virksomheds- og organisationsniveau.
Jeg spår imidlertid, at feltet kommer til at eksplodere inden for det næste årti, ganske simpelt fordi den eneste vej frem nu er, at vi lærer at indordne efter de principper, som er gældende for alt liv på jorden, som er her på den lange bane.
Jeg ser derfor et behov for, at skabe et dybdegående forløb, hvor de mest progressive ledere kan fordybe sig i og arbejde med at alle tre niveauer af regenerativ ledelse, samtidig med at de får hjælp og støtte fra hinanden, uddannelsens dygtige undervisere og tilknyttede internationale eksperter.
I og med at det regenerative ledelsesfelt stadig er i sin startfase i Danmark, så bliver det også konstant formet. Jeg ser derfor også et behov for, at være med til at forme feltet i Danmark, så vi sikrer os, at alle tre niveauer bliver en integreret del af feltet.
Uddannelsens målgruppe, form og indhold
Uddannelsen retter sig imod progressive CEO’s, ledere og nøglepersoner inden for bæredygtighed, HR-ledere og i det hele taget mennesker, som leder andre mennesker.
Det tager tid at opnå og lagre dyb indsigt og viden samt at integrere det i en organisation. Derfor er uddannelsen bygget op omkring månedlige moduler i naturen samt månedlige online-sessioner, og strækker sig over i alt 9 måneder. Der er opstart den 22. februar 2023.
Hver måned (på nær juli og august) vil deltagerne tilbringe 1-2 hele dage i naturen (dog 3 dage på maj-modulet), og der vil desuden være månedlige online-sessioner. Nærværs-træning og andre øvelser, som skaber et dybere nærvær og forbindelse med os selv og naturen, vil være en rød tråd igennem hele uddannelsen.
Modulerne i naturen er bygget op omkring forskellige emner, som f.eks. robusthed & tilpasningsdygtighed, samarbejde & organisering, rytmer & cyklusser mv. Dvs. emner, som er direkte relevante for den regenerative leder og regenerative organisationer, og som vi kan lære om direkte fra naturen. Der vil også være tid til dybe refleksioner og delinger rundt om bålet. Dine undervisere på natur-modulerne vil være nogle af Danmarks fremmeste undervisere i nærværs-træning og naturforbindelse.
På online-sessionerne vil du få en mere teoretisk indføring i de emner, som du forinden har fordybet dig i, og fået en oplevet, sanselig og kropslig erfaring med på modulerne i naturen. Du vil blive præsenteret for evidens for mindfulness og naturens evne til at helbrede os samt opnå en dybere forståelse for begreber og emner som f.eks. systemisk tænkning, resiliens og naturens underliggende principper. På online-sessionerne vil du desuden få støtte og vejledning vedr. de specifikke spørgsmål eller udfordringer du må have ift. at integrere den viden og de indsigter, du tilegner dig på uddannelsen, ind i din organisation. Jeg har indgået partnerskab med nogle af de fremmeste internationale eksperter på området, som har tilbragt lange solo-ophold i vild natur og fået undervisning af nogle af de største lærere, når det kommer til nærværs-træning og naturforbindelse. Derudover har de stor erfaring i at hjælpe små og store organisationer med at integrere naturens intelligens ind i organisationens DNA. Med andre ord, så har de stor erfaring med alle tre niveauer af regenerativ ledelse.
Der er plads til 16 deltagere, og endnu før jeg har meldt det bredt ud, har jeg allerede mødt stor interesse for uddannelsen. Hvis du ønsker at sikre dig en plads på uddannelsen, så kan du allerede nu skrive dig op på en uforpligtende interesseliste. Så vil du være blandt de første, som får en mail og invitation til en optagelsessamtale, når jeg åbner op for den bindende tilmelding. Det gør du ved at sende en mail til mail@tinagliese.dk, hvor du kort beskriver hvilken organisation eller virksomhed du kommer fra, dit arbejde og din motivation for at deltage på uddannelsen.