Hænger bæredygtighed og vores relation til naturen sammen?
Det spørgsmål blev jeg stillet forleden af en mand, som er meget optaget af, og beskæftiger sig professionelt med bæredygtighed. Det korte svar er ”JA!”. Læs med her, hvis du gerne vil have det uddybet lidt.
Hvordan er vi kommet hertil?
I Danmark er de fleste af os heldigvis enige om, at verdens bæredygtighedskriser er menneskeskabte, og vi er heldigvis også mange, som er optaget af og arbejder for at løse dem. Til gengæld er vi ikke så mange, som interesserer os for at forstå de dybereliggende årsager til, at vi er kommet så vidt, at vi nu er tæt på at drive hele jordens system ud af sin balance, og ødelægge selve forudsætningen for livet som vi kender. Det er dog helt essentielt, at vi kigger dybere, hvis vi skal lykkes med at ændre vores kurs. Jeg håber derfor, at du vil tage med mig på en historisk tidsrejse, hvor vi sammen rejser tilbage i menneskehedens historie. Nærmere bestemt til dengang vi gik fra jæger-samlersamfund til bondesamfund. Afhængig af hvor i verden vi tager udgangspunkt, skal vi altså ca. 6.000 (Skandinavien) til 10.000 år (Mellemøsten) tilbage i tiden.
Inden da levede mennesket af det der fandtes i naturen og man anså alt – fra mennesker, dyr, ånder, træer og sten mv. som en dynamisk integreret helhed. Alle levende væsener blev anset som én stor familie og jorden som en givende moder. Alt var med andre ord forbundet.
I bondesamfundet begyndte vi at bruge og kultivere det vilde land og tæmme dyrene (jf. navnet ”landbrug” og det engelske ”agriculture”). Bønderne kultiverede dog ikke kun jorden, men også sig selv. Hjemmet blev et domæne, som var separeret fra vildmarken, og for første gang nogensinde anså mennesket sig selv som adskilt fra naturen. Der var blevet skabt en dyb kløft imellem mennesket og naturen, som verdenssamfundet skulle blive formet af helt frem til i dag.
Ifølge anerkendte arkæologer, som bl.a. Jacques Cauvin, finder vi her roden til det moderne menneskes dominering og udnyttelse af naturen, til fundamentet for vores moderne kultur og mentalitet. Jorden blev til et værdifuldt aktiv, som kunne gøre ejerne velhavende, og rigdom blev anset som en værdi – og de som ikke havde noget, bliver anset som mere eller mindre værdiløse. Den hierarkiske tankegang vandt indpas.
Sidenhen blev denne mentalitet endnu dybere indlejret i vores tænkning med udviklingen af det dualistiske verdenssyn i antikkens Grækenland, som senere blev arvet af Kristendommen.
Den naturvidenskabelige revolution i det 17. århundrede tog afsæt i det kristne verdenssyn, hvor universet blev anset som det perfekte klokkeværk skabt af gud. Den videnskabelige revolution bar en ny metafor for universet, naturen og levende organismer med sig, nemlig som maskiner. De negative konsekvenser af denne reduktionistiske fejlslutning viser sig mange steder den dag i dag i alt fra f.eks. lægevidenskaben, vores måder at organisere os på, og i særdeleshed i vores udnyttelse af naturen.
Vores natursyn i dag
I dag ved vi godt at naturen og levende organismer ikke kan ses som noget rent maskinelt. Vi ved at alt liv er hele levende systemer, og at hvert levende system samtidig er den del af en større helhed eller et større system. Som cellen, der er en helhed i sig selv og samtidig danner væv sammen med andre celler, som danner organer, som danner organismer, som er en del af økosystemer osv.
Biologien har desuden lært os, at alle sunde levende systemer, opererer inden for nogle givne principper, hvor det vigtigste er, at alt liv skaber positive betingelser for andet liv. Tænk blot på eksemplet med cellen. Dens formål er at overleve og samtidig tjener den en større helhed; vævet. Hvis dens formål blot var at overleve, så ville det skabe en ubalance, som vi kalder kræft.
Vi ved også, at forandring ét sted i systemet influerer andre dele af systemet, og ofte på komplekse og uforudsigelige måder. Præcis som vi kender det fra klimasystemet, hvor CO2-udledninger ét sted i verden kan forårsage kaskader af uforudsete forandringer andre steder i systemet.
Vi ved godt det hele, men det er langt fra blevet integreret i vores tænkning, vores værdier, vores organisationer eller de politiske, økonomiske og sociale systemer vi har skabt – og dermed heller ikke i de praktiske løsninger vi skaber for at imødekomme bæredygtighedskriserne. Vi er stadig i høj grad formet og styret af et forældet syn på naturen som en ressource vi kan udnytte og på vores relation til alt andet liv på Jorden.
Tre sfærer for transformation til bæredygtige samfund
De fleste jeg kender, som er optaget af og beskæftiger sig med bæredygtighed er primært optaget af hvordan vi kan skabe konkrete, praktiske løsninger eller teknologier, som kan løse de problemer vi har skabt, eller på at skabe ændringer på det mere strukturelle og politiske plan. Alt sammen vigtige og nødvendige indsatser – som imidlertid ikke kan stå alene.
Hvis vi skal lykkes med at transformere vores levevis på jorden, så vi stopper med at gøre skade, og i stedet bidrager positivt til resten af livet, så må vi også kigge dybere indad og gribe fat om roden til problemerne, vores tænkning, værdier og relation til resten af livet. Transformationsprocesser involverer nemlig tre sfærer eller områder; de praktiske, politiske og personlige dimensioner, som illustreres af modellen nedenunder.

Hvis vi skal lykkes med at transformere vores levevis på jorden, så vi stopper med at gøre skade, og i stedet bidrager positivt til resten af livet, så må vi også kigge dybere indad og gribe fat om roden til problemerne, vores tænkning, værdier og relation til resten af livet. Transformationsprocesser involverer nemlig tre sfærer eller områder; de praktiske, politiske og personlige dimensioner, som illustreres af modellen nedenunder.
Det er vigtigt at forstå, at de tre områder tilsammen udgør en dynamisk og integreret helhed, og at alle delene derfor er nødvendige at aktivere på samme tid for at skabe den nødvendige transformation.
Den praktiske sfære repræsenter specifikke målbare handlinger, interventioner, strategier og adfærd. Transformationer i denne sfære kan understøtte transformationer i den politiske og personlige sfære, men ofte er det svært at implementere transformationer på dette niveau i større skala, da de møder en række barrierer i netop den politiske og personlige sfære.
Den politiske sfære repræsenter de systemer og strukturer, der styrer (letter eller begrænser) den praktiske sfære. Det kan f.eks. være regler, normer, infrastrukturer og institutioner, som ofte skabes og styres gennem politiske processer.
Den personlige sfære repræsenterer subjektive overbevisninger, værdier, verdenssyn og paradigmer, som styrer hvordan vi mennesker opfatter, definerer og skaber systemer og strukturer, såvel som vores adfærd.
Forskerne bag modellen konkluderer, at vi bl.a. i langt højere grad må aktivere flere løftestangspunkter i den personlige sfære, hvis vi skal skabe en hurtigere transformation til bæredygtige samfund. Dette er i tråd med en af vor tids største systemtænkere, Donella Meadow, som har argumenteret for, at de mest kraftfulde løftestangspunkter i et givent system er dets underliggende mål og tankesæt bag.

Redigeret model med udgangspunkt i model udviklet af professor i sociologi og geografi Karen O’ Brien og forsker i den menneskelige dimension af klimaforandringer Linda Sygna.
Tilbage til naturen
Så hvis vi ved at alt liv er forbundet på tværs af skalaer i komplekse netværk, at vi mennesker er en del af dette netværk, og at vi med vores handlinger kan ændre den kurs, som vi lige nu har sat til at køre livet på jorden ud over kanten – hvorfor gør vi det så ikke?
Som jeg ser det, så ligger svaret i, at vi endnu ikke har ændret vores mindset, som er roden til problemerne – for det er ikke tilstrækkeligt at forstå disse ting intellektuelt. For at integrere et nyt mindset og dertilhørende værdier, som er så stærkt, at det bliver styrende for vores adfærd, så må vi (gen)skabe en relation til resten af livet igen, og derved integrere disse indsigter dybere i vores væsen. Det er en forbindelse, som vi ikke kan læse eller tænke os til, men som må erfares.
Vi kan begynde at skabe og kultivere en relation til resten af livet ved at øve os i at fordybe vores nærvær og se og lytte til alt det liv der er til stede i naturen på et dybere plan. Det indebærer, at vi sætter tempoet ned samt afspænder kroppen og sindet imens vi forbliver helt vågne. Jeg har god erfaring med en kombination af forskellige øvelser og praksisser. Det kan f.eks. være qigong øvelser, træning i at skærpe vores sanser samt stille alenetid i naturen, hvor vi både observerer alle livsformerne, elementerne, skønheden og hvor vi også træner det at åbne vores bevidsthed, så sindet bliver nærværende uden fokus på bestemte objekter.
Når vi gør det – over tid – så er det min erfaring, at det ændrer mennesker på et dybt plan. Ord og beskrivelser som forbundethed, kærlighed, at være ét med resten af livet, at være en del af naturens flow og cyklus, at opleve at naturen giver svar på store livsspørgsmål og taknemlighed er ofte det jeg hører fra mennesker, som har tilbragt dage og længere forløb i naturen på denne måde. Mange bliver forandret for livet. De laver ofte store ændringer i deres liv- og arbejdssituationer oven på sådanne dybe oplevelser.
Når vi fordyber os i naturen, observerer den og lærer den at kende, så vil den samtidig blive en vigtig læremester i, hvordan vi kan skabe nye og transformere eksisterende systemer, institutioner og organisationer. Den vil bl.a. lære os:
- at se og tænke systemisk og helhedsorienteret
- om vigtigheden af at ære rytmer og cyklusser i vores liv og arbejde
- om hvordan vi kan organisere os, så vi skaber agile og resiliente organisationer, hvor mennesker er i trivsel
- at generøsitet og det at bidrage positivt til livet omkring os er en naturlov
- om vigtigheden af samarbejder og symbioser, hvor vi skaber positive synergier sammen
- om vigtigheden af mangfoldighed for at skabe resiliente systemer
Derudover, så vil det give os en oplevelse af forbindelse med resten af livet, mere mening i livet, gøre os mere empatiske, og vi bliver sågar også sundere fysisk og mentalt af det. Alt sammen kvaliteter og egenskaber, som vil motivere os og gøre os i stand til at vende udviklingen fra katastrofale bæredygtighedskriser til at skabe livs- og arbejdsforhold, hvor vi trives samtidig med, at vi regenererer de menneskeskabte og naturlige systemer, som vi er en del af og livsafhængige af.