Giv slip og lad dø

Jeg er vildt fascineret af døden. Altså ikke på den der selvdestruktive sortklædte dødspunkt-fascinations-måde Jeg taler om den naturlige død. Som nærer og giver plads til nyt liv. Som giver slip når tid er og generøst giver sig over til evolutionens kraft.

I går gik jeg en tur i Suserup Skov, som er noget af det tætteste vi kommer på oprindelig urskov i Danmark. En lille skov hvor menneskelig indgriben er minimal. Min krop blev nærmest chokeret over det jeg så. Skoven var fuld af død. Overalt! Store kæmper der lå væltet omkuld hulter til bulter. Og så meget liv alle vegne, så det nogle steder var svært at komme omkring. Og det slog mig hvor meget vi gør ud af at rydde døden væk på snart sagt alle områder af livet – selv i naturen. I de fleste danske skove fælder man træerne inden de bliver så gamle, at de vælter selv, fordi vi vil udnytte træet bedst muligt til nye fine køkkenborde og hvad har vi. Og skulle et træ vælte, så bliver det oftest ryddet pænt af vejen. Men det er så unaturligt som noget kan være.

Derfor er naturen, selv i vores skove, så mega presset på biodiversiteten. Men når vi tillader døden at være der, så giver den næring til så utrolig mange fantastiske livsformer. Og sådan oplever jeg også det er i vores menneskeliv. Jo mere vi kan acceptere og give slip på alt det der har udtjent sin tid – overbevisninger, livsbegrænsende mønstre, vaner og afhængigheder, relationer og gamle hullede sokker – jo mere strømmer livet i os og igennem os. Jo mere vi kan tillade den naturlige død, jo mere kan vi leve fuldt ud i overensstemmelse med vores sande natur. Men døden er desværre blevet en fremmed, som vi frygter. Som en tyv der berøver os liv. Men det er usandt. For uden døden bliver livet fattigt og sygt. Døden er jo selve forudsætningen for liv. Jo mere naturlig død – jo mere liv.

Tak Suserup Skov – for at vise mig det på allersmukkeste vis.