Er du forvirret over hvad regenerativ ledelse dækker over? Det er der gode grunde til.
På under et år er ’regenerativ ledelse’ eksploderet i Danmark. Mange konsulenter, ledere og organisationer har forskellige definitioner på, hvad regenerativ ledelse er. Mens dette indikerer en voksende opmærksomhed omkring konceptet, kan det også føre til forvirring og manglende klarhed omkring, hvad regenerativ ledelse er. Denne udfordring vil vi i Center for Regenerativ Ledelse gerne undersøge nærmere.
Simplificeringen af ’regenerativ ledelse’ kan underminere dets potentiale
Regenerativ er et begreb, som oprindeligt stammer fra biologien, hvor det bruges til at beskrive egenskaber i organismer og miljøer, som f.eks. er i stand til at genopbygge og genskabe sårede kropsdele eller beskadiget miljøer, som nedbrændte skove og græsningsarealer.
Overføres dette til ledelses- og organisationsudvikling, så handler det om at reparere, genopbygge og skabe balance for livet i og omkring os med udgangspunkt i naturens intelligens. Denne overordnede og grundlæggende forståelse af regenerativ ledelses- og organisationsudvikling er indlejret i de beskrivelser og metoder, som er udviklet og båret frem af feltets pionerer, herunder danske Laura Storm.
Det regenerative ledelsesparadigme rummer altså en helhedsorienteret tilgang, hvor trivsel for al liv sættes i centrum for alt hvad vi gør, og hvor vi lader os orientere og vejlede af hvordan livet på denne planet rent faktisk fungerer. Dette paradigme er, så vidt jeg ved, det første af sin art i den vestlige verden, idet det tager hensyn til, hvordan naturen fungerer og prioriterer trivsel og sundhed for både mennesker og naturen omkring os. Det regenerative ledelsesparadigme rummer derfor et enormt transformationspotentiale.
Efter at disse pionerer inden for det regenerative ledelsesfelt har banet vejen, har mange flere aktører tilsluttet sig og tilføjet deres perspektiver til det regenerative ledelsesparadigme, herunder Center for Regenerativ Ledelse (CfRL), som jeg selv er grundlægger af og repræsenterer.
Det er positivt at så mange kræfter og ressourcer som muligt bidrager til genopbygning og reparation af usunde levende systemer i teams, organisationer og de større økosystemer, som organisationen er en del af, herunder naturen.
Det er imidlertid et problem, når aktører og organisationer hævder, at de er regenerative, eller at regenerativ ledelse er lig med enkeltstående elementer, som f.eks. selvledende teams, en god pausekultur eller tilbud om mindfulness i organisationen.
Hvad er risikoen ved at simplificere regenerativ ledelse?
Hvis vi anerkender, at regenerativ ledelse handler om at reparere, genopbygge og skabe balance for livet i og omkring os med udgangspunkt i naturens intelligens, så må vi også samtidig anerkende, at det indebærer en helhedsorienteret forståelse og tilgang. Når vi betragter naturen som vores vejviser, så opdager vi, at alle levende systemer fra atomer til galakser er integrerede helheder, hvis egenskaber ikke kan reduceres til deres mindre dele, og at alle disse systemer derfor også konstant indvirker på og er gensidigt afhængige af hinanden.
Men betyder det, at vi ikke kan styrke regenerering i et system ved at arbejde med et enkelt element? Nej, men det betyder, at hvis vi forfalder til at sidestille dette element med regenerativ ledelse, så falder vi i den selv samme fælde, som det regenerative ledelsesparadigme forsøger at komme ud af – nemlig et forældet og forfejlet verdensbillede, som er baseret på en reduktionistisk og lineær tankegang, som er i direkte modstrid med hvordan naturen fungerer. Vi kan ikke simplificere en kompleksitet uden at vi risikerer at miste helheden og dermed en mere fuldendt forståelse.
Niveauer af regenerativ ledelse: En helhedsorienteret tilgang til livets trivsel
At sætte livets trivsel og sundhed i centrum for alt hvad vi gør, samtidig med at vi anerkender, at alle vores handlinger indvirker på vores nære og fjerne omgivelser indebærer, at vi arbejder med regenerativ ledelse på flere niveauer. I CfRL arbejder vi med tre forskellige niveauer af regenerativ ledelse.
Regenerativ selvledelse
Vi ved, at vores tilstand af sind og måden vi tænker om og relaterer til os selv og omverdenen på, påvirker den måde, vi påvirker vores omgivelser og de valg, vi træffer. Derfor er regenerativ selvledelse afgørende for at lede mennesker og organisationer på en regenerativ måde. På vores uddannelse og andre længere forløb tager vi i CfRL derfor afsæt i regenerativ selvledelse.
Her fokuserer vi på at kultivere en bevidsthed om, hvordan levende systemer opererer og hvilke faktorer der er afgørende for deres resiliens, og vi arbejder med at integrere naturens rytmer og cyklusser ind i vores liv. Vi praktiserer mindfulness, som vi ved er afgørende for at vi kan respondere klogt, når vi er under pres og for, at vi kan tænke helhedsorienteret og være empatiske og medfølende. Sidst men ikke mindst, så faciliterer vi øvelser og processer, som er befordrende for at skabe en følelse af dyb naturforbindelse, da vi anser en manglende naturforbindelse, som rod til en stor del af verdens kriser. Derudover så ved vi fra mange undersøgelser, at en følelse af naturforbindelse er en af de stærkeste forudsigelser for, at vi er motiverede for at agere bæredygtigt.
Den regenerative organisation
Næste niveau er den regenerative organisation, som vi anskuer som et levende økosystem. Når vi betragter naturens økosystemer, så opdager vi flere ting, som vi med fordel kan integrere ind i vores organisationer.
Økosystemer og andre levende systemer i forskellige skalaer er karakteriseret ved deres selvorganiserende egenskaber, hvilket er afgørende for deres evne til at respondere og tilpasse sig forandringer og uforudsete situationer. Det er derfor en kilde til inspiration i vores organisationer.
Et økosystem er altså ikke hierarkisk opbygget, som vi kender det fra de fleste af vores organisationer. I stedet er alle de forskellige organismer i økosystemet selvledende ud fra nogle fælles principper. Helt overordnet, så er alle sunde organismer, som er på jorden på den lange bane, optaget af at sikre sin egen overlevelse, men aldrig på bekostning af helheden. Alle arter i et økosystem spiller altså en særlig rolle til fordel for det samlede økosystem, og jo større arts-diversitet der er, jo mere resilient er økosystemet.
Hvordan ville vores organisationer se ud og hvordan ville det ændre deres formål, hvis de var mangfoldige, selvledende og styret ud fra almennyttige formål? Den regenerative organisation handler naturligvis om meget mere end organisering og formål. Trivsel og psykologisk tryghed internt i organisationen er også helt afgørende, når vi taler regenerativ ledelse, og også her kan vi lade os inspirere af og adoptere naturens intelligens.
Organisationen som del af et større økosystem
Vi kan ikke tale om regenerativ ledelse uden også at tale om den indvirkning, som organisationen har på omverdenen – eller det større økosystem, som organisationen er en del af.
Et økosystem er karakteriseret ved et højt antal forbundne organismer, som er afhængige af hinanden for deres trivsel og sundhed – og for deres overlevelse. På den måde deler organismerne i et økosystem i høj grad fælles skæbne. Hvis økosystemet er sundt, så vil de enkelte organismer og arter trives og hvis det er usundt, så vil de være i mistrivsel eller uddø.
Oversat til organisationer og virksomheder, så vil vores organisationers sundhed og levegrundlag i høj grad afhænge af trivslen hos de andre dele af det større økosystem; kunder, investorer, leverandører og andre samarbejdspartnere og selvfølgelig naturen.
Da regenerativ ledelse handler om at reparere og genskabe sundhed og trivsel for liv og levende systemer, så må vi også forholde os til og tage ansvar for den indvirkning vores organisationer har på omverdenen.
Er regenerativ ledelse blot en utopi?
Ja og nej.
Ja, fordi det kan være udfordrende at opnå en 100% regenerativ organisation i praksis. Jeg tror dog, at vi kan betragte regenerativ ledelse som en idealistisk målsætning, der guider vores handlinger og ambitioner. Jeg er derfor stor fortaler for, at vi anskuer regenerativ ledelse som en aspiration. En ledestjerne, som vi styrer efter og stræber mod. Det kræver, at vi tillader os selv at give slip på den evindelige jagt på at nå bestemte mål og destinationer, og at vi tør at stå i det felt, hvor vi ikke kender alle svarene og ikke nødvendigvis kan dokumentere effekten af vores nye tiltag på den kortere bane.
Nej, fordi hvis vi oprigtigt sætter livets sundhed og trivsel i centrum for alt hvad vi foretager os, og vi kontinuerligt eksperimenterer med og implementerer nye tiltag på alle de tre niveauer, så praktiserer vi regenerativ ledelse. Ikke som noget der har et endemål, men som en proces der skridt for skridt bringer og tættere på og i større samklang med resten af livet på denne planet.
Regenerativ ledelse fokuserer på at skabe en positiv og bæredygtig indvirkning på mennesker, samfundet og naturen. Det er mere end bare et buzzword, men en ledelsestilgang, der kræver en dyb forståelse af komplekse økosystemer og en vilje til at tage ansvar for at gøre en positiv forskel.
En simpel tilgang til regenerativ ledelse, hvor man blot fokuserer på enkelte initiativer eller projekter, kan udvande paradigmet og føre til overfladiske resultater. Regenerativ ledelse kræver en helhedsorienteret tilgang, der tager hensyn til alle dele af økosystemet og tager højde for de komplekse samspil mellem dem.
Kort sagt er regenerativ ledelse mere end en simpel tilgang til bæredygtighed. Det er en dybdegående filosofi og tilgang til ledelse, der kræver en holistisk forståelse af komplekse økosystemer og en vilje til at tage ansvar for at skabe en positiv og bæredygtig fremtid.
– Tina Gliese, Founder og partner i CfRL